Hjejlen

Hjejlen! han har ikkun een Melodie,Og den endda i Minore;Den stemmer lidt til Melankoli,Og dog jeg raaber: encore!

Jeg ynder hans Maestoso godt;Den passer til Heden derude;Naar Havsulen klæder Himlen i Graat,Og Moseuglerne tude.

Den passer ret vel til Blæstens SukHen over Gravhøjes Toppe,Til Kongeørnens blodtørstige Kluk,Alt som han speider histoppe.

Det giver Liv dog i skumle Ørk,Om langt fra ikke et lystigt;Er Skyen graa og er Jorden mørk,Den Fløjte klinger dog trøstigt.

Den leder Foraarsconcerten indMed en alvorlig Andante.Desmeer forlystes da Sjæl og SindVed Lærkens Allegro brillante.